For at give den unge konfirmand det bedst mulige økonomiske fundament, er det vigtigt at tænke langsigtet og vælge de rette opsparingsstrategier. Jeanette Kølbek, formueekspert i Nykredit, har derfor lavet en prioriteret opsparingsrækkefølge til unge under 18 år, som ønsker at maksimere opsparingen gennem investering.
1. Børneopsparing – en skattefri investering
En børneopsparing er et af de mest attraktive opsparingsprodukter for unge, da den giver mulighed for at investere op til 6.000 kr. årligt (72.000 kr. i alt) i aktier og obligationer. Og afkastet, det er skattefrit.
”En børneopsparing kan oprettes til børn i alderen 0-14 år, men hvis den unge konfirmand allerede har en børneopsparing, og er der plads til at indskyde yderligere på den, er det oplagt, at en pengegave indsættes og investeres her, hvor pengene kan yngle og skabe et skattefrit afkast”, siger Jeanette Kølbek.
2. Frit depot med kapitalindkomst
Øvrig opsparing kan med fordel investeres via et almindelig frit depot i værdipapirer, der giver kapitalindkomst.
Investeringer, som giver kapitalindkomst, kan nemlig indeholdes i barnets personfradrag, som er 51.600 kr. (2025) om året, hvis man er under 18 år. På den måde betales en reel skat på 0% af afkastet. Til sammenligning vil aktieindkomst blive beskattet med minimum 27%.
Afkast af investeringer som beskattes som kapitalindkomst, fx investeringer i enkelte obligationer, obligationsfonde samt de fleste akkumulerende aktiefonde – dog undtagen dem, som står på Skats positivliste - er således skattefri for den unge, så længe det holder sig under personfradraget på 51.600 kr. i 2025.
3. Aktiesparekonto – et alternativ, når fradraget er opbrugt
Når den unge begynder at tjene penge, for eksempel gennem et fritidsjob, og dermed begynder at gøre brug af personfradraget her, bliver aktiesparekontoen relevant. Aktiesparekontoen er også relevant, hvis man ønsker at købe en specifik aktier, som man måske har en præference for.
”Aktiesparekontoen har den store fordel, at det afkast, man får af sine investeringer, beskattes med 17 % - det er langt lavere end den almindelige aktieindkomstbeskatning. I 2025 er indskudsloftet hævet til 166.200 kr., hvilket giver plads til at bygge en større opsparing på sigt”, siger Jeanette Kølbek.