Skattelettelse eller skatterabat?
Alle boligejere har enten fået skattelettelse eller skatterabat ved overgangen til de nye regler i 2024. Men hvorfor nu det, og hvad er egentlig hvad?

Fire ud af fem fik en skattelettelse i 2024
Efter de nye boligskatteregler trådte i kraft i 2024, kom omkring 80 procent af ejerboligerne til at betale mindre i boligskat, end de ville have gjort, hvis de oprindelige skatteregler var fortsat. Hovedparten af alle boligejere har derfor fået en skattelettelse, da vi overgik til de nye boligskatteregler.

En ud af fem fik en skatterabat fra 2024
For de resterende 20 procent af ejerboligerne var der udsigt til, at boligskatten ville stige ved overgangen til de nye boligskatteregler. De blev derfor tildelt en skatterabat, der sikrede, at de ved overgangen til de nye regler ikke kom til at betale mere i boligskat med de nye regler, end hvis de oprindelige regler var fortsat.
Skatterabatten følger boligejeren, så længe man bliver boende i den bolig, man gjorde ved overgangen til de nye regler, der trådte i kraft 1. januar 2024. Skatterabatten er ikke et lån, men en rabat, der er fast i kroner og øre. Som boligejer beholder du din rabat til den dag, du sælger din ejendom. Fra 1. januar 2024 får nye ejere ikke skatterabat, men skal betale den fulde boligskat på boligen.
